I 1902 begyndte newyorkerne at knejse med nakken. Ikke på grund af en pludselig indfunden selvtillid ved indgangen til det nye århundrede, men fordi skyskraberne var begyndt, at sende næsetipperne i vejret, så man kunne se, hvor højt bygningerne ragede op.
Stiller man sig ved Flatiron Building på Manhattan i dag, må man sige, at det mere er arkitekturen, der imponerer. De seneste godt 100 år har bygningerne omkring Flatiron nemlig haft vokseværk, og derfor vil man faktisk slet ikke kalde de 21 etager, der strækker sig over 210 meter, for en skyskraber længere. Og Manhattan er så nærmest også det eneste sted i verden, hvor man kan opleve bygninger over 200 meter, der ikke troner med en glimrende udsigt over hele byen.
Troner gør den mærkværdige og flade bygning nu imidlertid alligevel. Flatiron-bygningen er nemlig blevet et ikonisk sted, fordi dens design er så vovet, at den også er blevet ikonisk, og samtidig noget af det første, man turister tænker på, når man siger ”New York”.
Nødvendighedens kunst
Ofte hører man, at arkitekterne bag Flatiron var inspireret af et strygebræt. Dette er dog ikke rigtigt. For det, som arkitekten Daniel Burnham var interesseret i at skabe, var en bygning, der kunne sende amerikansk business ind i 1900-tallet med ekstravagance som kodeord. I slutningen af 1890’erne havde nye forretninger svært ved at komme ind på New York-markedet, og derfor begyndte flere at tale om, hvordan man kunne skabe en pendant til det livlige Wall Street-område på Manhattans sydspids.
Lige netop det blev Flatiron Building selve symbolet på, da det store Chicago-firma George A. Fuller Company valgte at opføre den flade bygning på et lille stykke jord, der lå imellem 22. og 23. gade og som ikke lignede noget, der kunne huse en bygningsperle.
Men med hjælp fra arkitekt Burnham skabte man altså lige netop her Flatiron ud fra nødvendighedens kunst. Ved at gøre bygningen flad med et stålskelet, som indhyllede bunkevis af kalksten og terrakotta med solid skelen til den franske Beaux-Arts-stil, formåede man simpelthen at skabe en ikonisk bygning, der blev startskuddet til, at Manhattans økonomiske årer flød længere nordpå i byen. Til gengæld var bygningen også så smal, at arkitekten simpelthen havde glemt visse dele i den indendørs indretning. For eksempel var der ved åbningen i 1902 ingen kvindetoiletter, og det betød, at en restaurering måtte foretages ganske hurtigt.
Økonomisk drivkraft
Fuller-forretningen blev i den ikoniske bygning indtil 1929, hvor de rykkede videre til større lokaler. Onde tunger bedyrede, at det var fordi, man endelig havde indset, at en bygning som Flatiron ville brase sammen. Vindforholdene på Manhattan gjorde nemlig konstruktionens flade struktur til en slags vindkanal, og ofte blæste de høje hatte af medarbejderne, når de forlod arbejdspladsen hen imod aftentid.
Men selvom det stadig godt kan blæse igennem ved Flatiron Building, så står den der nu stadig. Ja, faktisk har bygningens popularitet været støt stigende igennem hele dens levetid, og den anses i dag for at være et af mest berømte steder i hele New York.
I 1990’erne oplevede Flatiron ligefrem at blive kåret af flere New York-baserede magasiner til det det sted, der havde trukket flest hippe restauranter og mennesker til på Manhattan de senere år. Men selvom ”strygebrættet” – som det kaldes i folkemunde – altså er populært, så skal man nok tage denne kåring med et vist forbehold. For siden 1990’erne har Flatiron Building huset netop magasiner og tidsskrifters redaktioner.
